Erindi Josefs Motzfeldts á ráðstefnu Nei við ESB

Josef Motzfeldt, fyrrverandi ráðherra og fyrrverandi forseti grænlenska þingsins, hélt skemmtilegt erindi á ráðstefnu Nei við ESB um síðustu helgi um baráttu Grænlendinga við að komast út úr ESB. Hann lýsti sögu Grænlands og hvernig hún fléttaðist saman við sögu Norðurlanda og Evrópu. Enn fremur lýsti Josef því hve fiskveiðihagsmunir stórþjóða Evrópu höfðu mikil áhrif á gang mála. Grænlendingar voru þvingaðir inní EB með Dönum árið 1972 en þeim tókst að segja skilið við sambandið 1985.

 

Hér fer á eftir ræða Josefs Motzfeldts sem hann flutti á dönsku: 

 

 

 

Heimssýn – 22. marts 2014

Reykjavik

Josef Motzfeldt

Skeptikerne stiller gerne spørgsmål som, ’hvorfor skal Grønland nu ønske en større selvstændighed, eller det der i deres øjne er endnu værre, suverænitet?

Det bedste svar på den slags spørgsmål er, hvorfor ikke.

For ethvert individ og ethvert folk besidder trangen og behovet for selvstændighed.

Emnet i dag er os i nordatlanten og EU. Den politiske og økonomiske union af indtil nu 28 europæiske lande repræsenterende over 500 mio borgere.

Helt aktuelt synes først fællesskabets og nu unionens oprindelig mål om fællesskab i al fordragelighed til at være mere eller mindre at være under nedsmeltning, hvor ekstremt nationalistiske kræfter er under kraftig mobilisering på bekostning af de proklamerede fællesskab. Flere medlemsstater diskuterer nu hvorvidt unionen skal overrule medlemslandenes lovgivninger på flere og flere områder. Er det nu også så et attraktivt fællesskab?

Det vender jeg nok tilbage til senere.

For at forstå Grønlands flugt ud af det daværende EF over hals og hoved, har jeg tilladt mig at gå lidt tilbage i historien.

Grønlands historie i landets forhold til andre nationer er en spændende og absolut ingen kedsommelig historie.

I forhistorisk tid fra for ca 4000 år siden startede de første invasioner vestfra. Den sidste invasion vestfra er den nuværende befolknings forfædre som kom til landet næsten samtidig med Eirik den Rødes landnam. Det skete for ca 1200 år siden.

Da var der ikke tale om kolonister og koloniserede. De to grupper levede mere eller mindre hver for sig. Bønder og fangstfolk. Bofaste og nomader.

Mens den norrøne del af befolkningen kæmpede med strømninger fra fastlands Europa, både med de kristne overhoveder i Bremen, Hamburg, Lund og siden Nidaros og endelig Skálafos på den religiøse del, og med diverse konger her og der på den mere verdslige del,levede inuit befolkningen mere i isolerede små samfund med deres åndelige ledere og med deres tro på deres ’ledestjerner’ som nok ikke var langtfra landnamsfolkenes østfra.

Først omkring 1260 indtraf en begivenhed af større politisk rækkevidde – ja, som endog har fået betydning for situationen i dag. Den norske konge Håkon Håkonssøns saga beretter, at grønlændingene frivilligt gav ind under kongens overhøjhed. Da var kong Håkon i gang med sine bestræbelser på at samle alle norrøne nybyggerområder i Nordatlanten til et rige – Norgesvældet.

Den kulminerede i 1262, da den islandske Althingi hyldede kongen som herre, mod at han på sin side forpligtede sig til blandt andet at sende mindst seks skibe med forsyninger til Island hvert år.

Efter Islands kapitulation havde grønlændingene vel næppe noget valg. At holde sig uden for Norgesvældet ville være ensbetydende med at afskære sig fra alting.

Overgangen fra fristat til norsk ’skatland’ indebar næppe større omvæltning. Nu var også Grønland et ’skatland’ under Norgesvældet, og da Norge hundreder af år senere forenedes med i en union med Danmark, fulgte Grønland med for at forblive ved Danmark, også efter at unionen med Norge var ophævet efter Napoleonskrigene i 1814.

Se kære venner, så begrebet union er absolut næppe af gammel dato også her i vores region. Ser vi så om i regionen, er det efter min mening ikke alene vore landes, Norges, Føroyars, Islands og Grønlands beliggenhed, ved grænsen til det Arktiske Ocean, som afholder os fra at melde os under det blå flag med disse foreløbigt 28 stjerner.

Alle vore 4 lande kender til den situation at være og at have været underlagt en anden nations administration og forvaltning. Ganske vist har Norge ikke oplevet en egentlig status som koloni, men landets handlefrihed var stærkt begrænset. Norge var først i union med Danmark fra 1380-1814 og siden med Sverige frem til 1905, hvor Norge opstod som selvstændigt land som monarki.

Så bortset fra de efter murens fald i 1989 opståede republikker i øst- og mellemeuropa er Norge den yngste suveræn nation i fastlandseuropa. Efter dette hurtige blik i Norges historie indtil blot 89 år inden den hidtil sidste norske folkeafstemning om landets forhold til EU, er det højest sandsynligt, at begrebet union for mange nordmænd var en historisk belastet ord?

Det samme var sikkert tilfældet med erindringen fra anden verdenskrig, hvor modstanden mod besættelsesmagten kostede ikke færre end 10.000 borgere livet. Ved folkeafstemningsøjeblikkene er det sikkert at denne unge nation havde denne erindring som om det var i går, dette skete.

Nu er jeg så fremme ved Norges forhold til EU. Ved første folkeafstemning tilbage i 1972 stemte godt 53 % nei med en valgdeltagelse på 79,2 %. Så 22 år senere 1994 skulle nationen atter tage landets stilling i forhold til den europæiske union. Denne gang stemte faktisk den samme procentdel nei med en rekordhøj valg deltagelse på 89 %. Dette til trods for visheden om at blive det eneste land i fastlandeuropa udenfor unionen. Er dette en løben risiko i suverænitetens navn? Er det en reaktion mod risikoen for at stå i unionens randzone? Er det et forsvar for nærdemokrati og medbestemmelse?

Dette norske nei så umiddelbart efter nabolandedes, Sveriges og Finlands ja, har utvivlsomt affødt manges forundring. Man kan naturligvis forfalde til at spekulere over hvilke grunde der mon kunne være for dette nei for anden gang. Men de førnævnte kendsgerninger i Norges historie har uden tvivl haft deres indvirkning.

Når vi skal sammenholde Norges nei og Føroyars, Island og Grønlands fortsatte afstandtagen til direkte medlemskab til EU er der et par forhold vi skal have in mente.

For det første er alle fire lande stærke fiskerinationer med et stort havområde, som utvivlsomt virker stærkt dragende for visse EU medlemsstaters tidligere storhed på fiskeriet i Nordatlanten, DeutcheHochseeFleet samt portugisiske og spanske i Grønland velkendte torskefiskere på bankerne udfor Grønlands vestkyst blot for at nævne de største.

Efter dette, måske lidt langtrukne historiske sidespring, må jeg hellere komme til mit emne: Grønland og EF/EU:

Grønlands vej gennem historien er som bekendt først som rendyrket koloni fra 1721 frem til ændringen af den danske grundlov i 1953. Ved denne grundlovsændring blev Grønland indlemmet det danske rige - som en slags amt. Men dette var mere iscenesat politisk trick for at kunne tilfredsstille De Forenede Nationers interesse om hvordan det nu forholder sig med DK og kolonien Grønland.

Så fra 1953 gik forholdene fortsat deres skæve gang, med et landsråd uden lovgivningsmyndighed med den danske landshøvding som formand og to pladser i det danske folketing.

Danmark med Føroyar og Grønland gik til folkeafstemning 2. januar 1972.

I Grønland stemte knap 75 % i mod medlemskab, men grndet Grønlands fortsatte status i dette ingenmandsland, betød Danmarks medlemskab fra 1. januar 1973, at Grønland blev slæbt med ind i EF.

Det Færøske Hjemmestyre besluttede, at Færøerne ikke ønskede at være medlemmer af EF, så den danske tiltrædelse kom efter dette ønske ikke til at gælde for Føroyar.

Dette gav genlyd i det grønlandske samfund, ikke mindst blandt den yngre del af politikerne.

Så takket være EF kom der grøde om at følge Færøerne. Et udvalg blev nedsat som skal forberede det næste skridt mod større autonomi. Dette udvalgs arbejde fortsatte i et fælles grønlandsk/dansk Hjemmestyrekommission. Kommissionen nedkom så med sin betænkning 1978, som gik til folkeafstemning. Også denne gang stemte ca 75 % af befolkningen for Hjemmestyrets indførelse. Dette blev en realitet 1. maj 1979.

Hvad er så mere naturligt end at tage det næste skridt mod udmeldelse af EF. De mere borgerlige politikere var da stærkt opsat på Grønlands fortsatte medlemskab, med egnsudviklingsbevillinger som klingende lokkemad. Mens den mere venstreorienterede del gik i gang med at mobilisere arbejdet med at melde landet ud af EF. Dette var uset, uhørt og som ingen havde forestillet sig nogensinde skulle forekomme. Velvidende at kampen bliver som David mod Goliat, gik begge lejre, både for og imod, i gang med en kampagne med en rejseaktivitet til alle beboede steder, hvor der blev afhold stærkt besøgte folkemøder i alle beboede steders forsamlingshuse, skoler og biblioteker.

Fortalere for udmeldelse efter 3 års hjemmestyre ligesom allerede havde fået smag på egen lovgivningsmyndighed på ganske vist begrænsede hjemtagne forvaltningsområder. Fiskeriområdet fyldte meget, hvilket ikke var overraskende med de allerede indhøstede erfaringer med EF-medlemslandenes fiskeres boltren sig i Grønlands farvande.

Nejsiden havde den nyfødte situation i at være mere herre i eget hus og fiskeriet som deres væsentligste skyts. For fortsat medlemskab ville uvægerligt medføre ikke ubetydeligt bureaukrati med i stedet for egen lovgivningsmyndighed at skulle behandle direktiver fra Bruxelles og Strasbourg.

For allerede da var det tydeligt at fællesskabet bestod af to klasser. Tyskland, Frankrig og Benelux landene talte åbent om en stærk samling af europas forenede stater.

Styrke i fællesøkonomi og fællesforsvar i en stærk europæisk union var interessant for de stærke medlemslande. Mens de, mere eller mindre, nødtvungne medlemmer naturligt nok er bange for en mere tvivlsom tilpasser status i unionens randzone.

Efter en hektisk og stærkt engageret kampagne så var det den 23. februar 1982 atter en dag for en afstemning i spørgsmålet om Grønland skal fortsat bibeholde sit ganske vist ufrivillige medlemskab af EF som en del af det danske kongerige.

Der var spænding til det sidste, for der var naturligvis tydeligt at materielle lokkemidler havde gjort indtryk på menigmand, hvilket er da ganske naturligt reaktion for os mennesker i almindelighed.

Resultatet blev 47 % ja 53 % nej. Altså, et flertal tilkendegav, at der ikke var grund til et grønlandsk ja begrundet i de materielle lokkemidler. Et flertal følte derimod, at Grønland har råd til at stemme nej med hjertet.

Fiskeriet og fiskeindustrien, havde ingen grund til at begræde dette nej.

Vi følte at dette nej talte for et forstærket samarbejde i Nordatlanten. Flertallet i befolkningen talte om, at vi udmærket kunne starte med fiskeri, sæl- og hvalfangst samt arktisk forskning.

Umiddelbart efter folkeafstemningen igangsattes det helt store maskineri med forhandlingen med den kæmpe mastodont, kommissionen. Den danske regering så sig nødsaget til at sætte dele af sin administration med flere ministerier til rådighed for at assistere det unge hjemmestyre med forhandlingerne, som først og fremmest omfattede ændringer af traktater og besværlige ratifikationsprocedurer.

Begge sider af forhandlingsbordet tog arbejdet seriøst for at imødekomme Grønlands ønske om udtræden den 1. januar 1985, uden at nogen af parterne åbenbart viste udtryk for helt at kappe alle bånd for evigt.

Grønland havde fortsat interesse i EF’s pengetank i en vis overgangsperiode. Flere store medlemslande havde til gengæld fortsat interesse for en overgangsperiode at have fortsat adgang til at give medlemsstaternes fiskeriflåde i vore farvande.

Der blev indgået en fiskeriaftale fisk for penge og Grønland fik toldfrihed for sin eksport af fisk til EF. I starten af marts 1984 forelå et forhandlingsresultat til underskrift under et rådsmøde. Dette skulle så følges af en ratifikationsrunde i samtlige medlemslandenes regeringer

 Siden har de skiftende regeringer i Grønland og de skiftende kommissioner i EF/EU genforhandlet denne aftale. Mængden af kvoter for de forskellige arter har hele tiden været afstemt med Grønlands fiskerikapacitet og den løbende biologiske rådgivning. I dag udgør EU’s kvoteandele kun ca halvdelen af hvad der var i starten og det samme gælder for EU’s betaling for det stærkt nedsatte kvoteandele.

Jeg nåede så mens jeg sad som minister for udenrigs- og finansområdet at forhandle med kommissionen om et såkaldt budgetsamarbejde, det var tilbage i 2005-06. Det dengang opnåede resultat er fortsat gældende, hvor EU bevilger over 200 miokr årligt som fortsat er møntet på uddannelsesområdet.

I forbindelse med Grønlands udmelding fik vi så samtidigt status som oversøisk territorium, som omfatter medlemsstaternes tidligere kolonier, i Pacific Ocean, Atlanten, Carribien og det Indiske Ocean. Vi er i alt mellem 15 og 20 såkaldte OCT lande.

Under hele udmeldelses processen var jeg minister for handel og trafik. Vi fulgte ratifikationsprocessen med spænding. For selvom Tyskland havde fået meget af sine meget yderligtgående krav på vegne af sin Hochsee Flåde, var der fortsat vis uro og utilfredshed blandt medlemsstaterne. Men den største hindring for at opfylde vort krav om udtræden pr 1. januar 1985 blev forpurret fra helt uventet medlemsstat, Irland. Jeg husker ikke helt årsagen hertil. Så der var ikke megen jule- og nytårsfred vi fik dengang. Efter et vist tovtrækkeri kunne Grønland endelig slippe for sit medlemskab fra 1. februar 1985.

Taget Grønlands på daværende tidspunkt begrænsede fiskerikapacitet i betragtning, var det tilfredsstillende sejr, og endnu er der ingen andre, som har vovet at følge denne uforskammethed at forlade den højtprofilerede union.

Hvad var mere naturlig efter denne kamp, end at rette blikket mod det nordiske samarbejde, Nordisk Råd. Samme år 1985 blev Grønland indlemmet i Nordisk Rådets samarbejde. Dette blev Grønlands første spæde skridt i det internationale politiske samarbejde.

Europa er langtfra hele verden, slet ikke de 28 EU medlemsstater.

Flere lande i det fjerne østen stormer frem i vilde stormskridt. Island har indgået aftale med Kina. Færøerne har Rusland og flere afrikanske lande som gode afsætnings markeder for bl a makrellen, den kære fisk.

I henhold til Rio erklæringen kan lande i et nabolag stå for forvaltning af bl a havområdet i regionen. Her er vi forsamlet, som har denne myndighed takket være Heimssýns. Det ville være rart, hvis et nordatlantisk helhjertet samarbejde på forvaltning og udnyttelse af vore biologiske rigdomme kunne virkeliggøres, ikke blot som noget man blot tager frem ved højtidelige skåltaler. Norge, Føroyar, Island og Grønland.

Vi kunne udgøre en misundelsesværdig og attraktiv partnerskab af supermagts kaliber, ikke på grund af vores militære styrke, men snarere på grund af vores placering midt hele planetens spisekammer, takket være de store naturressourcer både til lands og til havs.

Den almindelige opfattelse i internationalteori er, at små stater eller isolerede samfund har små interesser.

Tja gode venner, nogle store stater eller store handelslande kan måske tillade sig at isolere sig selv.

Grønland har på den anden side ikke råd til at isolere sig selv og bygge barrierer mod resten af verden, slet ikke vore nærmeste naboer.

Det som Grønland har bygget op gennem tiden er ønsket om at være fri og gøre brug af denne frihed. I dag deltager Grønland som et ligeværdigt medlem af det internationale samfund. Det eneste som kan begrænse denne situation er vores egen svaghed.

Mit budskab er derfor, at man ikke lytter til de, som påstår, at vi er for små til at have internationale ambitioner eller er for små til at gøre en forskel.

Hvis vi selv begynder at tro, vi er for små og ubetydelige, så vil den tro snart være selvopfyldende, og vi bliver små og ubetydelige.

Jeg har i flere forskellige fora, som Nordisk Råd og Vestnordisk Råd talt for ideen om, at invitere alle nationer med kystlinie til det Arktiske Ocean for at oprette et fælles Ishavs Råd.

Dette Ishavs Råd skulle udgøre den autoritet, der træffer beslutninger omkring alle emner og aktiviteter, der er relateret til det Arktiske Ocean, som bliver mere og mere isfri.

Rådet skulle beslutte udnyttelsen af både de levende og ikke levende naturressourcer.

Rådet skulle beslutte søfartsveje i det nye isfrie ocean. Udgiften for rådet skulle dækkes af alle medlemslande.

Med den seneste dybt beklagelige udgang af konflikten i Ukraine specielt og Krim halvøen i særdeleshed, skal vi være yderst vågne for den store nabo mod øst. Når dette store land kan nedstirre NATO, USA og andre internationale organisationer for fred og sikkerhed i spørgsmål som Iran, Syrien og nu Ukraine. Er det svært at prøve på at udelukke at lignende også kan ske i vores region, Nordatlanten.

Vi har to veje, vi kan vælge, når det gælder internationale relationer.

Den ene vej er konkurrence- og konfliktvejen og den anden er samarbejde og diplomati.

Som det blev udtrykt for FN’s årti for oprindelige folk for ca 15 år siden, at det nu var på høje tid at introducere et Aktivt Partnerskab.

Nok udgør vi hver for sig små samfund. Men vi er ikke mindre end, at vi også bekymrer os om miljøet og for at sikre den biologiske mangfoldighed.

Vi er ikke for små til at gøre en forskel.

Jeg er klar over, at jeg i mit indlæg har jeg bevæget mig på forskellige niveauer og i alle mulige retninger. Men dette er blot et udtryk for min fortsatte glæde over at være sluppet for medlemskab af EU, den mere og mere skrøbelige union.

Jeg er stolt af at være medlem af den Vestnordiske familie.

Her har vore rødder slået sig ned og holder om muld, basalt og granit.

Her bor alle vore forfædres drømme og gør os stærke.